Højesteret stadfæster: Bilka bliver

Havnen i Horsens bliver ikke plaget af nedrivning, fordi byens Bilka skal væk. Det store lavprisvarehus skal blive liggende, har Højesteret slået fast.

Vestre Landsret har tidligere afgjort sagen til fordel for Naturklagenævnet, Bilka og Horsens Kommune, som mener, at byggeriet er i orden. Og den linje følger Højesteret.

Ballade siden 1999

Der har været balladen om netop den Bilka, siden ejerne - Dansk Supermarked tilbage i 1999 afslørede planen om at bygge et Bilka på havnen i Horsens. Og spørgsmålet har været, om den opførte butik, der åbnede den 27. marts 2001, var for stor.

Ikke noget at komme efter

Men Højesteret har nu trukket en streg i sandet og afgjort, at der ikke er noget at komme efter.

Gennem alle årene har det været de små købmænd og mindre kæder under De Samvirkende Købmænd (DSK), der har holdt liv i modstanden mod de store dagligvarebutikker.

125.000 kr. i sagsomkostninger

De Samvirkende Købmænd skal betale 125.000 kroner i sagsomkostninger til Naturklagenævnet.

Købmand: Det hele værd!

12 års kamp mod det i sin tid ulovligt opførte Bilka varehus i Horsens har ikke været forgæves, mener De Samvirkende Købmænd (DSK), efter at brancheorganisationen torsdag ellers tabte endnu et juridisk spil i Højesteret om bygningen af det store varehus i Horsens.

- Sagen har været meget dyr og langstrakt, men den har alligevel været det hele værd. Den har nemlig betydet, at vi i dag har en bedre planlovgivning, der forhindrer lignende sager i at opstå, siger administrerende direktør i DSK John Wagner efter dommen torsdag.

Gradbøjes

Han ærgrer sig over dommen, fordi lovens intention er at sikre en hensigtsmæssig butiksudvikling i hele landet.

- Vi havde håbet, at dommen ville understrege, at en sådan lov ikke kan gradbøjes på grund af kommunale særinteresser, siger John Wagner.