Hunde finder tabte ting: Det er højsæson for at lede efter høreapparater i hække

Specialtrænede hunde finder tabte ting for hundredtusindvis af kroner, og de gør det helt gratis.

Hvert år når det bliver sæson for, at hækken skal klippes, så kimer telefonen hos Danmarks civile Hundeførerforening.

Foreningen har nemlig en særlig eftersøgningsenhed, der hjælper borgere med at genfinde tabte sager.

Danmarks civile Hundeførerforenings Eftersøgningstjeneste

  • Har man brug for hjælp fra Danmarks civile Hundeførerforenings Eftersøgningstjeneste kan man henvende sig på: Vagttelefon: 7110 4069
  • Der er telefontid fra 08.00 – 22.00.

- Når hækken skal klippes, så er der for eksempel utrolig mange, der mister deres høreapparat til en vildfaren gren, forklarer formanden for eftersøgningsenheden, Olav Møller.

Sidste år sendte formanden, der også bemander eftersøgningsenhedens hotline, hunde afsted på 364 søgningsopgaver.

- Det er dog vigtigt at understrege, at vores hunde er trænet til at finde ting. De kan altså desværre ikke finde bortløbne kæledyr, uddyber Olav Møller.

Men høreapparater, smykker, bilnøgler, punge og briller kan hundene snuse sig frem til. Nogle gange op til en hel uge efter genstanden er blevet tabt.

Sporten hitter i Syddanmark

Foreningen har på landsplan 84 specialuddannede medlemmer, der med deres hunde træner en særlig form for sporsøgning efter genstande.

Hele 28 af dem bor i Syddanmark. Og et af de nye firbenede medlemmer er schæferhunden Figo.

- Vi er jo bidt af at finde ting, siger Figos fører, Jens Christiansen fra Aabenraa.

Tidligere har Figo konkurreret i lydigheds- og sporingskonkurrencer på det højeste plan i Danmark, men helbredet rækker ikke længere til de store konkurrencer. Derfor virkede det oplagt for Figos fører, at hunden skulle blive en del af eftersøgningsenheden.

- Han elsker jo at finde ting. En hund som den her, den elsker at arbejde og får en stor glæde ud af det. En lille eftersøgningsopgave som at finde en pung, det passer ham godt, siger Jens Christiansen.

Har man lyst til at træne sin hund til eftersøgning, så skal man dog ikke lade sig skræmme af Figos CV.

- De fleste hunde kan trænes til det i løbet af et par måneder, fortæller hundeføreren.