Højskole sender elever til Mellemøsten

Højskoleelever fra Rødding tager til Mellemøsten for at opleve den arabiske revolution.

De seneste måneder har der været en demokrati-bølge i Mellemøsten.

Derfor drager en gruppe højskoleelever fra Rødding Højskole lørdag nat mod Mellemøsten for at udforske og rapportere om det arabiske forår.

Det er højskolens forstander Mads Rykind-Eriksen, der er initiativtager til turen.

- Opstanden i Mellemøsten er en historisk begivenhed, som kommer til at have stor international betydning også for os herhjemme i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi kommer ned og ser virkeligheden med vores egne øjne, i stedet for kun at opleve det hele gennem en fjernsynsskærm, siger Mads Rykind Eriksen.

Rejsen, der varer en uge, bliver intens.
Med start i Kairo skal eleverne interviewe alt fra helt almindelige mennesker til reprænsentanter fra forskellige yderfløje i både Ægypten, Israel og De besatte Områder på Vestbredden.

Rejsen slutter i Tel Aviv, hvorfra eleverne flyver hjem til Danmark for at formidle deres oplevelser i en række artikler, der vil blive bragt i forskellige danske dagblade samt i udlandsmagasinet Report.