Højspænding omsættes til jordvarme

Tre husejere i Gamst Søenge ved Store Andst 15 kilometer vest for Kolding kan se frem til en meget billig varmeregning.

Energinet.dk har givet husejerne ret til at lægge slanger til jordvarme ved siden af nedgravede højspændingskabler.

Højspændingskablerne afgiver varme, så den normale temperatur i jordvarmen hæves fra otte til mellem 10 og 14 grader. Jo mere højspændingskablerne belastes, des mere varme afgiver de.

Energinet.dk får en hurtigere afkøling af kablerne, og det giver også en gevinst.

- Kablets elektriske overføringsevne forbedres, når en del af overskudsvarmen ledes bort, siger Kristian Andersen, Energinet.dk.

Mere højspænding

Kablerne ved Gamst Søenge er en del af den nye højspændingsforbindelse mellem Kassø ved Aabenraa og Tjele ved Viborg, som Energinet.dk er i gang med at anlægge. Udbygning af højspændingsnettet skal give bedre muligheder for at distribuere el fra vindmøller.

Hovedparten af forbindelsen består af master og luftledninger, men på tre mindre strækninger ? herunder Gamst Søenge ? lægges der kabler for at beskytte naturen.

Husejerne betaler selv for at få lagt slangerne ud til deres jordvarmeanlæg.

Kabelsystemerne ved Gamst Søenge er 2,4 kilometer lange. De lægges i tre længder, som samles med muffer. I bredden fylder de fire kabelsystemer tilsammen 22 meter.

I hver ende af kablet er der ved at blive bygget kabelovergangsstationer, som forbinder kabler og luftledninger.