Højt spil med lån kulegraves

En kulegravning af Haderslev Kommune gæld skal afsløre, om flertallet i byrådet har spillet for højt spil med skatteydernes penge.

Økonomiudvalget udarbejdede i går et oplæg til undersøgelsen, der skal vedtages i byrådet tirsdag 18. december.

Kommunen har siden 2007indgået højrisikable renteswaps med Nordea og Deutsche Bank som modspillere. Det har betydet, at kommunen i forbindelse med en låneomlægning i september i år forøgelse gælden fra 600 til 800 millioner kroner.

Dermed deler kommunen skæbne med talrige landmænd og andelsboligforeninger, der i dag sidder i bundløs gæld.

Ved hjælp af renteswaps kan man bytte lån med variabel rente til fast rente. Hvis renten i samfundet falder eller stiger, kan der ske en dramatisk udvikling i gælden.

Swap- eller svuplån udformes på mange forskellige måder, så man skal dybt ned i forudsætningerne for de enkelte lån for at opstille en konkret risikovurdering.

Kritiker i spidsen

Økonomiudvalget i Haderslev foreslår, at undersøgelsen ledes af professor, cand.polit, Ph.D. Jesper Rangvid fra Institut for Finansiering på CBS Copenhagen Business School.

Han er blandt kritikerne af, at kommuner begiver sig ind i risikable og uoverskuelige lån på skatteydernes bekostning.

Borgmester Jens Chr. Gjesing (S) har forsvaret sig med, at Haderslev Kommunes samlede rentebyrde faldt ved dette års låneomlægning.

Den uvildige kulegravning skal vise, om Haderslev Kommune har handlet specielt risikobetonet og spekulativt. Undersøgelsen skal også belyse, om kommunen har fået en objektiv og kompetent rådgivning.

Også borgmesteren og kommunaldirektørens roller skal undersøges, nemlig om de har haft fuldt mandat fra økonomiudvalget og byrådet til at indgå låneaftalerne.

Byrådsmedlemmerne får på mødet tirsdag aften mulighed for at komme med yderligere forslag til undersøgelsens kommissorium.