Højt spil om fjernvarmepris

Fjernvarmeselskaberne i Trekant-området truer det statslige selskab DONG med at bygge et nyt kraftvarmeværk, hvis DONG ikke kan levere billigere fjernvarme, når den nuværende kontrakt udløber ved udgangen af 2017.

De lokale fjernvarmeværkers fælles transmissionsselskab Tvis har sendt den fremtidige leverance af fjernvarme til 80.000 husstande i udbud.

I dag er DONG hovedleverandør af fjernvarme med overskudsvarme fra el-produktionen på Skærbækværket.

De syv lokale fjernvarmeselskaber vil have forsyningssikkerhed til et udbygget fjernvarmenet og en billigere pris.

De har oprettet et nyt selskab, Trekantområdets Kraftvarmeværk, der skal komme med et tilbud på lige fod med DONG om de fremtidige leverancer.

- Vi ønsker at få Danmarks billigste fjernvarme med en høj forsyningssikkerhed, siger Jens Christian Sørensen, der er formand for det nye selskabs forhandlingsudvalg.

Selskabet vil opføre et nyt kraftvarmeværk til otte milliarder kroner i Kolding .Det skal fyre med flis, halm og andre former for biomasse.

Mange arbejdspladser

Biomassen skal produceres lokalt, så projektet vil sammenlagt give mellem 400 og 500 arbejdspladser.

DONG og det nye selskab skal aflevere deres tilbud til Tvis 2. april. Det er en forudsætning for DONG, at Skærbækværket ombygges, så forsyningssikkerheden kan sikres.

- Hvis DONG kommer med det bedste tilbud, så har vores arbejde med det nye selskab ikke været forgæves. Det vil være udtryk for en sund konkurrence, siger Jens Christian Sørensen.

Tvis satser på, at hustandenes fjernvarmepris skal nedsættes med mellem 1.000 og 1.500 kroner om året fra 2018.

Følgende selskaber står bag det nye kraftvarmeselskab:

Fredericia Fjernvarme, Gauerslund Fjernvarme, Gårslev Fjernvarme, Kellers Park Varmeværk, Middelfart Fjernvarme, Mølholm Varmeværk, TRE-FOR Varme A/S og Vejle Fjernvarme.

Skovdyrkerne bakker af gode grunde op om et nyt kraftvarmeværk, da de bliver leverandører til det.