Hør John Knudsens dom

John Knudsen er netop blevet idømt livstid for drabet på Kirsten Bay Andersen.

 
Fængsel på livstid. Sådan lyder dommen over den 45-årige John Knudsen, der sidste år slog Kirsten Bay Andersen ihjel i Haderslev.
 
Det har en enig domsmandsret i Retten i Sønderborg netop besluttet.
 
John Knudsen tog i september sidste år Kirsten Bay Andersen til fange, da hun var på vej hjem fra en personalefest på sit arbejde. De to kendte ikke hinanden i forvejen, og John Knudsen har under sagen ikke været i stand til at forklare, hvad der fik ham til at kidnappe kvinden på åben gade og tvinge hende med til sin båd i havnen i Haderslev.
 
Han holdt hende fanget på båden i næsten 30 timer, hvor han flere gange voldtog hende og mishandlede hende seksuelt. Senere kvalte han hende og smed hendes lig i Haderslev Fjord, lænket til en stor blyklods.
 

Betænkningstid til at anke

John Knudsen har under retssagen været rolig og stille. Han har siddet næsten som forstenet med ryggen til de mange tilhørere - blandt dem også familien til Kirsten Bay Andersen og hendes kæreste gennem mange år. Han har erkendt drabet, men fortalt, at han husker meget lidt og i dag ikke forstår, hvorfor han handlede som han gjorde.
 
Foruden drabet blev han også dømt for besiddelse af store mængder børneporno og for at have seksuelt misbrugt datteren til en af sine tidligere kærester - en pige, der dengang kun var ni år gammel.
 
Han udbad sig betænkningstid i forhold til muligheden for at anke dommen.