Røveri: Tre mænd holdt 87-årig kvinde for munden, og spærrede hende inde på toilettet

En kvinde på 87 år blev natten til søndag spærret inde på toilettet i den plejebolig, hvor hun bor, og udsat for hjemmerøveri. Politiet søger nu vidner.

En ældre kvinde, der bor i en plejebolig på Gammel Kongevej i Christiansfeld, blev natten til søndag udsat for en særdeles ubehagelig oplevelse.

Tre mænd - muligvis af udenlandsk herkomst - brød ind i hendes lejlighed for at stjæle fra hende.

Kvinden blev under røveriet holdt for munden og spærret inde på toilettet, mens hendes lejlighed blev gennemrodet. Det lykkedes de tre mænd at stjæle både sølvtøj og smykker.

Politiet fik anmeldelsen søndag morgen klokken 04, men de kender ikke det præcise tidspunkt for forbrydelsen, da den 87-årige kvinde har været noget rystet over nattens oplevelse og ikke har kunnet angive det nøjagtige tidspunkt.

De tre mænd er muligvis udlændinge, da kvinden har oplyst, at hun ikke kunne forstå, hvad de sagde.

Da de tre mænd både udøvede magt ved at holde hende for munden og spærre hende inde på toilettet, mener vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, at der er tale om hjemmerøveri, som kan straffes med fængsel i fem år.

Hvis man har oplysninger i sagen, skal man kontakte politiet på 1-1-4.