Hollandsk forstærkning til SønderjyskE

Superligaklubben SønderjyskE har med omgående virkning hentet Mees Junior Siers hos den hollandske klub Helmond Sport.

Den 26årige forsvarsspiller har tidligere prøvetrænet i SønderjyskE, hvor han ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen gjorde et godt indtryk hos den sportslige ledelse.

- Mees Junior Siers efterlod et solidt indtryk, og han har da også stået øverst på listen til placeringen som højre back. Han er en dejlig aggressiv type med god speed i støvlerne.

Ydermere er han god med bolden, og kan også deltage i spillet frem ad banen. Positivt er det også, at han kan spille på andre positioner som f.eks. på midtbanen.

Mees Junior Siers møder op i fin form, og kan dermed byde ind på holdet fra hans første dag i den lyseblå trøje, slutter Hans Jørgen Haysen.

Mees Junior Siers har underskrevet en kontrakt, der løber til den 31. december 2014, og parterne har aftalt en option for en yderligere forlængelse af samarbejdet.