Horsens-anfører til Sønderjyske

Janus Drachmann, anfører fra AC Horsens, skifter efter ni år i det østjyske til superligaholdet Sønderjyske, hvor han er udset til at erstatte Daniel Jensen. Den nye midtbane-general har skrevet en kontrakt for to år.

- Vi får i Janus Drachmann en spiller, der leverer på alle de parametre, vi har efterspurgt. Han er løbestærk, taktisk klog og dygtig i omgangen med bolden, siger Hans Jørgen Haysen, sportschef i Sønderjyske.

27-årig Janus Drachmann har spillet omkring 100 førsteholds-kampe i Horsens og spillet på U20- og U21-landsholdene.

- Sønderjyske er et spændende projekt, og klubskiftet giver mig samtidigt også en mulighed for at vise mig frem i Superligaen, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen har man fundet ønskespilleren, der er udset til at udfylde hullet efter Daniel Jensen:

Det er et par store sko, der skal udfyldes efter, at klubben tidligere i denne uge sagde farvel til midtbanegeneralen Daniel Jensen.

- Når vi mister en så stor kapacitet, er det også meget vigtigt at finde en type, der kan overtage og afdække hullet. Det er vi overbeviste om, at vi har fundet i Janus Drachmann, og vi ser frem til at få ham i action, når holdet mødet ind efter sommerpausen, slutter Hans Jørgen Haysen.

Janus Drachmann har bopæl i Horsens, og har to børn sammen med sin forlovede.