Horsens får Melodi Grand Prix for 4. gang

Horsens bliver endnu engang værtsby for Melodi Grand Prix. Det bekræfter Horsens & Friends direktør Frank Panduro tirsdag overfor [url=http://hsfo.dk/article/20150901/ARTIKLER/150909967]Horsens Folkeblad[/url].

Det var en Twitter-bruger, der ledte Horsens Folkeblad på sporet af dagens Horsens-nyhed - der ikke engang er officiel endnu.

Tirsdag eftermiddag kl. 15 holder Horsens & Friends pressemøde i Kuben i Horsens, for at afsløre, at Horsens endnu engang bliver værtsby for Melodi Grand Prix.

Budskabet på mødet skulle være en overraskelse, men da DR sjovt nok havde indkaldt til pressemøde netop samtidig, for at afsløre årets Melodi Grand Prix værtsby, lagde en snarrådig Grand Prix-fan to og to sammen.

Afsløringen røg ud på Twitter, og så gik det stærkt.

- Jeg kan ikke sige så meget nu, men....okay: I er gode til at regne, sagde Horsens & Friends direktør, Frank Panduro til Horsens Folkeblad, da de konfronterede ham med regnestykket.

Det bliver fjerde gang Horsens er værtsby for det danske Melodi Grand Prix. Horsens har tidligere været værtsby for Melodi Grand Prix i 2005, 2007 og 2008. Også årets børnemelodigrandprix - MGP - bliver holdt i Horsens i 2015.