Horsens fik kun uafgjort

AC Horsens var på vej til en sikker sejr over AB, der på et suverænt comeback fik 3-3 mod storfavoritterne.

AC Horsens var godt på vej til at bestige førstepladsen i 1. division med en udesejr over AB, men superliganedrykkerne blev snydt til sidst.

Træner Johnny Mølbys Horsens-mandskab måtte nøjes med 3-3 efter et fornemt comeback af AB's værter i en regulær vandkamp.

Den tidligere Brøndby-spiller Anders Randrup bragte gæsterne i front efter 10 minutter, inden Andreas Baes Jensen fik udlignet før pausen.

AC Horsens kom bedst ud til anden halvleg, hvor gæsterne nåede at teste træværket, før Thomas Kortegaard efter en time gjorde det til 2-1. Lidt senere øgede Martin Retov til 3-1 på et straffespark.

Spændingen blev dog genetableret, da Klaus Lykke et kvarter før slutfløjt reducerede til 2-3.

I slutfasen sendte hjemmeholdets Emil Farver et indlæg ind i Horsens' straffesparkfelt, hvor målmand Thomas Villadsen blev snydt, da ingen rørte bolden. Den fik i stedet lov til at sejle ind i målet til 3-3.

Kampen blev undervejs afbrudt i et kvarter på grund af torden over stadion i Gladsaxe. Spillet blev først genoptaget, da dommeren vurderede, at det var sikkert at sende spillerne tilbage på banen.

AC Horsens indtager andenpladsen med 23 point. Hobro topper rækken med 25 point. AB har 13 point lige over nedrykningsstregen.

Tidligere søndag vandt Fredericia med 4-0 ude over Vendsyssel FF. Fredericia har 18 point på femtepladsen.