Horsens Havn hænger på konkursramt skib

Horsens Havn risikerer at hænge på det døde skib Vega i lang tid.

- Det skal nok sejle væk på et tidspunkt, men om der går 14 dage, 14 uger, 14 måneder eller endnu længere, det tør jeg ikke gætte på, siger havnedirektør Peter Larsen til Horsens Folkeblad.

De udenlandske søfolk på skibet blev i denne uge sendt hjem til deres hjemlande med støtte fra Handelsflådens Velfærdsråd.

Sømændene har omkring 180.000 kroner til gode i løn hos rederiet, så Det internationale Transportarbejderforbund (ITF) har gjort udlæg i skibet.

Skibet ejes af et rederi Vega med adresse på Kongensgade i Marstal, der er gået konkurs.

Bestyrelsesmedlem af Rederiforeningen af 2010 Boye Kromann er medejer af rederiet.

Siden 2008 er 11 skibe strandet i danske havne på grund af konkurs.

Efterhånden bliver skibene solgt på tvangsauktioner, men køberne står ikke ligefrem i kø.