Horsens køber angriber i Midtjylland

AC Horsens henter en lille, lynhurtig angriber i FC Midtjylland.

Han er lille, han er lynhurtig, han er 21 år og født i Nigeria.

Navnet er Jude Nworuh, og han har fået kontrakt i Horsens frem til sommeren 2015.

- Jude Nworuh har nogle kvaliteter, som vi ikke har i truppen i forvejen. Han har ekstremt hurtige fødder og er god til at true i det dybe rum, og sådan en angriber har vi ikke haft siden Gilberto Macena skiftede til kinesisk fodbold. Jude Nworuh vil score mål for os, men han vil også skabe plads for sine medspillere, og hans aktioner vil gøre ondt på modstanderne. Tilgangen af Jude Nworuh giver os mulighed for endnu flere angrebskonstellationer, og vi ser frem til at arbejde med ham, siger cheftræner Johnny Mølby.

- Vi har for længe siden meldt ud, at vi ville tilknytte en hurtig angriber, der kan true i dybden, og ham har vi fundet i Jude Nworuh, tilføjer sportsdirektør Jesper Hansen.