Horsens kunne ikke knække Vendsyssel

I den første kamp om Superliga-deltagelse i næste sæson spillede AC Horsens og Vendsyssel 0-0.

AC Horsens kæmpede i dag for deres eksistens i Superligaen. De spillede 0-0 mod Vendsyssel FF fra 1. division, da de mødte dem på Casa Arena i Horsens.

Det var den første af to dueller om en plads i næste sæsons Superliga. De to hold mødes igen på søndag, og hvis Horsens løber med sejren, så beholder de deres plads i Superligaen. Vinder Vendsyssel FF, så rykker de op i Superligaen, og Horsens rykker ned i 1.division.

I søndags sendte AC Horsens Esbjerg direkte ned i første division, og hvis Horsens taber kampen på søndag, så kan de følge med Esbjerg ned i mørket.