Horsens vil rive hundredevis af boliger ned for at komme af ghettoliste

Sundparken i Horsens skal af ghettolisten. En måde at komme af listen på er ved at rive en stor del af de knapt 600 boliger ned.

I Horsens arbejder de målrettet på, at boligområdet Sundparken kommer af ghettolisten.

En arbejdsgruppe - Taskforce Sundparken - bestående af borgmester Peter Sørensen (S), byrådspolitikere, politiet, og boligforeningsmedarbejdere har siden januar arbejdet med planer for, hvordan det kan foregå.

Fredag morgen inviterede de til et pressemøde, hvor ideerne, der skal få Sundparken af ghettolisten, så blev fremlagt. 

Et af de mere radikale forslag er at fjerne en stor andel af boligerne i området.

Forslaget er, at omkring 60 procent af de 577 boliger simpelthen skal væk - altså rives ned eller sælges. I alt er der tale om 333 almene boliger, der skal væk. Nogle skal ombygges til ældreboliger eller også skal husene sælges til andet formål. 

- Det gør ondt at skulle rive boliger ned, siger Horsens' borgmester Peter Sørensen (S).
- Det gør ondt at skulle rive boliger ned, siger Horsens' borgmester Peter Sørensen (S).
Foto: Christian Kallenbach

- Det gør ondt at skulle rive boliger ned, men omvendt så har vi som samfund ikke kunnet løse den opgave med borgere i socialt belastede områder. Alt for mange har for lav tilkknytning til både uddannelse og arbejdsmarked, og dermed også en stor risiko for at få et dårligere liv end alle andre, siger borgmester Peter Sørensen (S). -

Også daginstitutionerne i området kan se frem til nye tider.

De må nemlig kun optage 30 procent børn fra udsatte boligområder over et kalenderår, og lige nu er der cirka 50 procent børn fra udsatte områder i daginstitutionen Rytterkilden. 

Nu skal taskforce-gruppens ideer drøftes i Horsens Byråd, før de endelige planer for Sundparken vedtages. Regeringen ønsker en afvikling af ghettoområder i Danmark gennemført inden 2030.

Medlemmer af Taskforce-arbejdsgruppe i Horsens

  • Peter Sørensen (A), borgmester
  • Lisbeth Torfing (EL), byrådsmedlem
  • Michael Nedersøe (DF), byrådsmedlem
  • Martin Ravn (V), byrådsmedlem
  • Jakob Bille (LA), byrådsmedlem
  • Tanja Nyborg, direktør for uddannelse og arbejdsmarked 
  • Michael Meldgaard, boligforeningen Odinsgaard
  • Jesper Julian Christensen, Sydøstjyllands Politi