Horsens vrager målmand

AC Horsens, der spiller i superligaen, har ophævet kontrakten med Kenneth Stenild med øjeblikkelig virkning.

Den 24-årige målmand har ikke formået at erobre posten som første målmand i den jyske superligaklub.
- Kenneth Stenild har ambitioner om at blive førstemålmand, og han er nået til et punkt i karrieren, hvor han skal have fast spilletid. Det kan vi desværre ikke tilbyde ham, og vi har derfor valgt den bedste løsning for både ham og os, siger sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelelse. Kenneth Stenild skiftede fra AaB til Horsens sommeren 2009.