Hospital efterlyser garn til hjemløsehusflid

Strik en halsvarmer til en hjemløs, mens du venter på at komme til. Det er tilbuddet i Horsens, men de mangler garn.

Du behøver ikke længere sidde med årgamle ugeblade, trille tommelfingre eller se tomt ud i luften på regionshospitalet i Horsens. Nu kan du tage et fælles strikketøj op fra den flettede kurv og hjælpe en hjemløs med at holde varmen.

- Det er alletiders, der er mange, der har brug for et ordentlig halstørklæde, siger Vivi Jensen, der venter på at komme til ergoterapeut sammen med sin mand.

Det er ergoterapeut Liselotte Enggaard Hansen, der har fået ideen til strikkesyslen i venteværelset.

- Jeg tror, at der er mange, der gerne vil gøre noget for andre i det daglige, sådan lidt ad gangen, siger Liselotte Enggaard Hansen.

Men nu er de ved at løbe tør for garn.

- Vi vil gerne bede om at få nogle rester uldgarn, så vi kan fortsætte med at strikke, siger Liselotte Enggaard Hansen.

Og garnet kan afleveres i receptionen på Regionshospital Horsens.