Hubertusjagt skudt i gang

28 ryttere deltager i år i Hubertusløbet i Esbjerg. Det gælder først og fremmest om ikke at falde i vandet fra hesten, og dernæst om at vinde.

Deltagerne betaler 75 kroner for fornøjelsen af at risikere et iskoldt bad i vandgraven. Ideen er at springe over en række naturlige og opbyggede forhindringer, men der er dog mulighed for at ride udenom, hvis man bare vil have en hyggetur.

Jagten er opkaldt efter helgenen Skt. Hubert, der døde 3. november 728., men løbet er relativt nyt i Esbjerg, hvor det begyndte i 2009. Ved fortidens Hubertusjagter opsporede hunde en eller flere ræve, som rytterne så jagede, til de var for trætte til at løbe. Derefter åd hundene rævene, men dette er ikke lovligt i Danmark. Herhjemme er ræven erstattet af to ryttere med rævehaler fæstnet til skulderen. Jægerne forsøger at indhente de to førende.

Af hensyn til de rige traditioner for Hubertusløbet skal alle have en trøje på, som for størstedelen er rød, og deltagerne skal bære hvide eller lyse ride bukser. Endelig gælder for alle under 18 år, at de skal bære en sikkerhedsvest.