Hun skræmte tricktyve væk

Siden november sidste år har to tricktyve opsøgt ældre i deres hjem i Sønderborg og Gråsten for at stjæle fra dem.

Senest gik det ud over Kæthe Riis, Sønderborg, på 82 år. En mand og en kvinde gik uden videre ind i hendes lejlighed. Hoveddøren var ikke låst, fordi hun ventede på, at naboen kom ind med kaffe.

- Pludselig stod de i min stue. De fortalte, at de kom fra kommunen og skulle sprøjte mod bakterier, fortæller Kæthe Riis.

Hun fik besked på at stille sig et bestemt sted, mens kvinden gik ind i hendes soveværelse.

Det ville Kæthe Riis ikke gå med til. Hun fulgte i hælene på de to forbrydere. I soveværelse var kvinden i gang med at rode i hendes skuffer.

- De spurgte, om jeg kunne veksle 500 kroner, men den hoppede jeg ikke på. De var jo bare ude på at se, hvor mine penge lå, siger hun.

Kæthe Riis bad dem om at forhøre sig hos naboen for at få vekslet.

- Pludselig rev kvinde de 500 kroner ud af hånden på mig, hvorefter de forsvandt, fortæller Kæthe Riis.

De nåede ikke at stjæle noget.

Nu låser hun døren

Hun kontaktede politiet, der kunne føje hendes sag til en lang række lignende sager siden november. Alene i år er ni ældre blevet opsøgt at forbryderne.

Signalement af manden: Talte dansk med accent. Iført brun skindjakke og mørke bukser. Omkring 30 år og 160 til 175 centimeter høj. Han har sort, kortklippet hår. Sydlandsk udseende.

Kvinden: 30 til 35 år, almindelig af bygning med mørk hudfarve som sin makker. Sort hår med en mellemlang hårlængde. Hun har under forbrydelserne været iført cremefarvet tophue med kvast og skygge samt cremefarvet jakke.

Politiet formoder, at de to bor i lokalområdet.

Tilsyneladende får de efterretninger om, hvor ældre modtagere af kommunens hjemmehjælp bor. Muligheden af, at de har medskyldige indgår i politiets undersøgelser.

Kæthe Riis er begyndt at låse sin hoveddør.

- Ingen kommer ind, hvis jeg ikke kender dem i forvejen, fastslår hun.