Hunden Svante fandt Fanøs første rotte

I mindst 30 år har der ikke været rotter på Fanø, men onsdag var det slut. Hunden Svante kom ind i huset med en levende rotte i gabet.

Ingen rotter på Fanø. Det er faktisk blevet brugt som et af de gode argumenter for at flytte til den lille vadehavsø. Men det argument sluttede, da en stolt hund onsdag kom ind i huset med en levende rotte.

quote

Den var brun, den havde en lang snude og så havde den en stor og vammel hale

Torben Brinck, beboer, Fanø

Straks fik Svantes ejer, Torben Brinck fat på naboen. 
 
- Så siger jeg. Prøv lige at kommer herud. Det er kraftedme en rotte. Ej, det er en vandrotte siger han. Gu er det ej, og så jokkede han på hovedet af den så den døde. 
 
Fanø Kommune har ikke selv erfaring med rottebekæmpelse. Derfor har de nu allieret sig med Esbjerg Kommune, som sender to rottebekæmpere og en rottehund til Fanø på mandag

- I bedste situation er det en enkelt rotte, men skulle det nu være en lille lokal bestand, så har man jo som udgangspunkt kun en chance for at få det kæmpet ned, og det er nu. Ellers vil Fanø have rotter for evigt, siger Torben Bergmann der er ansvarlig for rottebekæmpelse i Esbjerg Kommune. 

En rotte det var det med garanti, mener Torben Brinck.

quote

Det er vigtigt for os, at der ikke kommer rotter til Fanø. Vi har været stolte og glade over det, og de skal væk de kryb

Kristine Kaas Krog, fmd., erhvervs-, natur- og teknikudvalget, Fanø Lokalliste

 - Den var brun, den havde en lang snude og så havde den en stor og vammel hale, fortæller Torben Brinck. 

Med den massive rotteindsats håber Fanø Kommune, at øen igen er rottefri. 

- Det er vigtigt for os, at der ikke kommer rotter til Fanø. Vi har været stolte og glade over det, og de skal væk de kryb, siger Kristine Kaas Krog, der er formand for erhvervs-, natur- og teknikudvalget i Fanø Kommune.