Hundredvis af ørreder dør efter forurening af bæk

Dalby Møllebæk i Kolding er blevet ramt af forurening. Kommunen mistænker kemikalier fra vejriste i området.

Dalby Møllebæk, der ligger i den sydlige del af Kolding, er blevet ramt af forurening. Det har kostet flere hundrede ørreder livet. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det er sket to gange inden for de seneste dage. Første gang ved man endnu ikke, hvilket stof der har forurenet. I det andet tilfælde er der tale om diesel, der sandsynligvis er blevet hældt i kloakken.

- Vi har en mistanke om, at udslippet skyldes, at der er hældt kemikalier i regnvandsriste langs vejen eller på industrivirksomhedernes egne arealer.

quote

Vi har en mistanke om, at udslippet skyldes, at der er hældt kemikalier i regnvandsriste langs vejen eller på industrivirksomhedernes egne arealer.

Lotte Madsen, biolog, Kolding Kommune

- Da området ned til Dalby Møllebæk er separatkloakeret - regnvand og spildevand ledes væk i separate rør - ender væske, som hældes i kloakkerne, ikke på rensningsanlægget, men ledes direkte ud i vandløbet.

- Her kan de anrette stor skade på dyrelivet, skriver biolog Lotte Madsen fra kommunen i pressemeddelelsen.

Forureningen har kostet mange fisk livet, skriver kommunen.

- Vi blev gjort opmærksom på forureningerne i går. Vi kunne konstatere, at der lå en del døde fisk i vandløbet – formentlig et par hundrede ørreder i størrelsen 6-15 centimeter. 

- Forureningen var standset, da vi nåede frem, og på det tidspunkt kunne vi ikke gøre noget for at begrænse skaderne, skriver Lotte Madsen.

Ifølge pressemeddelelsen er det ikke første gang, der har været problemer i Dalby Møllebæk, der ligger ved siden af et industriområde. 

Kommunen har tidligere haft kampagner, der skulle få folk til at holde op med at hælde kemikalier ud i kloak eller vejriste.