Kørte med 144 km/t på ulykkesstrækning

Bilisten kørte næsten dobbelt så hurtigt som det tilladte.

”Ved færdselsuheld har din hastighed stor betydning for udfaldet. DERFOR har vi fokus på hastighedskontrol.”

Sådan skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter torsdag aften.

I dag kan politiet så meddele, at man har taget op til flere bilister, der har kørt for hurtigt på Skodborgvej ved Vejen torsdag.

Især en bilist har haft en tung fod på speederen, da vedkommende er kørt forbi politiets kontrol. Vedkommende kørte nemlig med 144 km/t på en ulykkesstrækning ved Skodborgvej. Den tilladte hastighed var 80 km/t.

Bilisten, der valgte at køre 144 km/t, er ikke den eneste, som politiet har taget på strækningen. 40 personer er blevet blitzet, to mistede kørekortet betinget og seks har fået klip, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet gennemfører i denne uge en landsdækkende kontrol af bilisters fart på landevejene. Mandag blev en kvindelig bilist afsløret af Syd- og Sønderjyllands Politi, da hun kørte gennem den sønderjyske landsby Adsbøl med 107 kilometer i timen, hvor fartgrænsen er 50.