TV der bevæger dig

SAMFUND

Hurtige og hundedyre biler skal samle ind til julemærkehjem

Lørdag var der dyre og hurtige biler i massevis på Padborg Park, hvor arrangementet Ræs med Hjertet blev afviklet. Målet er at samle over 300.000 ind til Julemærkehjemmet i Kollund

Karoline Holm Ebling fik en tur i en Porsche. Foto: Hans Lausten

Ferrari, Lamborghini, Porsche eller måske en Mustang? Lyder det som lidt af en vild bildrøm, eller kribler det ligefrem i fingrene for at få lov til at sætte dig ind i en af dem og køre en tur? Så er det muligt lørdag, hvor man kan købe sig til en tur i de hurtigkørende biler - og støtte et velgørende formål. Først fik de heldige børn fra Julemærkehjemmet Fjordmark dog muligheden. Helt gratis.

Jeg har set, hvad tre måneder på et julemærkehjem kan gøre for børnene - det kan være med til at ændre deres liv. Så de er absolut værd at støtte.

Lars Rolner, arrangør, Ræs med Hjertet

- Jeg er virkelig spændt. Jeg vil helst prøve en Ferrari. Eller måske en Porsche? De er rigtig fede, siger Karoline Holm Ebling, der lige nu går på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Det er dog ikke kun oplevelsen, børnene kan tage med sig hjem fra Padborg Park. Når dagen er omme, håber arrangør Lars Rolner på, at han kan overrække en fed check til forstanderen.

- Jeg tror, at vi kan ramme 350.000. Vejret spiller med os, og det er et fedt setup, så nu mangler vi bare kunderne, siger Lars Rolner til TV SYD.

Karoline Holm Ebling har været på Julemærkehjemmet Fjordmark i syv uger.

Han står bag arrangementet Ræs med Hjertet, der afholdes hvert år. Her har børn, unge og voksne muligheden for at få en tur i en af de mange sportsvogne eller racerbiler mod betaling. Til gengæld går pengene fra både det og entreen ubeskåret til Julemærkehjemmet Fjordmark.

- Jeg har set, hvad tre måneder på et julemærkehjem kan gøre for børnene - det kan være med til at ændre deres liv. Så de er absolut værd at støtte. Det er derfor, at vi arrangerer Ræs med Hjertet, siger ildsjælen.

Her kan du se et udpluk af de biler, der er samlet på Padborg Park:

  • Porsche 911 (991.2) GT3 RS
  • Lamborghini Huracan Super Trofeo Evo
  • Ferrari 488 Pista
  • Lamborghini Huracán Super Trofeo Evo
  • Lamborghini Huracan Performante
  • Ferrari 488
  • Ferrari 812 Superfast
  • Ferrari 488 Pista
Se mere

Julemærkehjemmet er afhængig af donationer  

På racerbanen har Karoline Holm Ebling kurs mod en af de biler, hun netop håbede på. En Porsche. Og forventningen er stor.

- På en skala fra 1 til 10? 11, udbryder hun.

Hun har været på julemærkehjemmet i syv uger og har været rigtig glad for det. Især dagens oplevelser har været et af højdepunkterne – og hun er ikke den eneste, fortæller Lasse Balsgaard, der er forstander på Fjordmark.

Uden det, ville det ikke være muligt med lys i loftet eller varme i radiatorerne

Lasse Balsgaard, forstander, Julemærkehjemmet Fjordmark

- Jeg kan mærke, at de er helt oppe at ringe, fordi de har været ude og køre stærkt, siger han til TV SYD.

Julemærkehjemmene er afhængige af velgørnhedsarrangementer som Ræs med Hjertet og donationerne, der følger med.

- Vi får ingen offentlige midler, så det her med at en flok ildsjæle med hang til hurtige biler laver et arrangement, hvor de samler penge ind – ja, vi kunne faktisk ikke drive julemærkehjemmene uden. Uden dem, ville det ikke være muligt med lys i loftet eller varme i radiatorerne, siger Lasse Balsgaard.

På racerbanen er Karoline Holm Ebling kommet tilbage fra turen i Porschen.

- Det var sjovt. Rigtig sjovt. Især i svingene, og når det gik stærkt, siger hun.

De seneste tre år har arrangementet samlet over 1,1 millioner ind.