Forarget husejer finder forladte kattekillinger: Tag ansvar

Rikke Laustsen fandt fredag morgen tre efterladte og tamme kattekillinger. Tidligere er der også efterladt dværgkaniner.

Det er fortsat ferietid, og det får ejere af forskellige husdyr til at efterlade dem i naturen, når de tager på ferie.

Senest er tre tamme kattekillinger blevet efterladt fredag morgen nær Rikke Laustsens hus i Pamhule Skov mellem Haderslev og Vojens. Hun undrer sig og er forarget over behandlingen af dyrene.

- Det er problematisk, at folk ikke tager ansvar for deres dyr. De kører dem bare ud i skoven, og sætter dem af. På den måde overlader de det lidt til tilfældigheden, hvad der skal ske med dyrene, siger Rikke Laustsen til TV SYD.

Det er desværre ikke første gang, at Rikke Laustsen, der arbejder som naturvejleder, oplever problemet.

quote

Hvis man anskaffer sig et kæledyr, så må man også tage sig af dem, når man tager på ferie. Det er heller ikke rimeligt, at man bare overlader ansvaret for dyrene til andre.

Rikke Laustsen, naturvejleder, Pamhule Skov

- Sidste år fandt jeg to efterladte og tamme dværgkaniner ved en papkasse bag en stor stak træstammer, da jeg var ude og gå tur i skoven.

Hun oplever, at problemer er stort i ferieperioden, og har også fået oplyst fra politiet, at der indleveres mange efterladte katte. Det har dog ikke været muligt for TV SYD at skaffe et præcist antal - da politiets talknuser på området også er på ferie.

- Hvis man anskaffer sig et kæledyr, så må man også tage sig af dem, når man tager på ferie. Det er heller ikke rimeligt, at man bare overlader ansvaret for dyrene til andre, slutter Rikke Laustsen.

Hun prøver lige nu på at finde dyreinternat eller et andet godt sted til de tre kattekillinger.