Husejere begår selvtægt

Parcelhusejere vil ikke finde sig i blade i tagrenden eller skygge på terrassen - og slet ikke, hvis det kommer fra kommunens træer.

Flere kommuner ser en stigende tendens til, at borgerne begår hærværk mod kommunal ejendom. Store kommunale træer bliver i ly af mørket behandlet med gift eller direkte fældet, skriver JydskeVestkysten mandag
.
- Vi har haft cirka fem sager på et halvt år, og jeg synes, at vi ser en stigende tendens til selvtægt mod kommunens ejendom, siger Kalle Stærk, afdelingsleder i Kolding Kommune.

Kommunen har derfor fundet det nødvendigt at indrykke annoncer i en række distriktsaviser for at gøre opmærksom på reglerne omkring træer.

Også Vejen Kommune ser en tendens til mere hærværk.

- Vi oplever en del sager, som vi vil betegne som hærværk. Mest typisk drejer det sig om en grundejer, som har nedskåret beplantning eller fældet kommunens træer uden at spørge om lov. Begrundelsen er oftest, at de skyggede, tog udsigten eller smed blade og frø, siger landskabsarkitekt Birgitte Kofod Møller.

Et andet typisk problem er, at grundejere kaster haveaffaldet ud over hækken eller læsser det af på det nærmeste friareal frem for at køre det til en genbrugsplads.

Kolding Kommune oplever samtidig, at der langs jernbanen er hældt store mængder overskudsjord fra byggeri ud over baneskråningerne.

Også Haderslev, Esbjerg og Aabenraa kommuner kender til lignende problemer.

- Alle har jo set på tv, hvordan man får et stort træ til at gå ud, siger Rune Forum, Haderslev Kommunes Vej og Park-afdeling.