Husk p-skiven i Sønderborg

Al parkering i Sønderborgs indre by skal tidsbegrænses.

Sådan lyder det i et forslag, som en arbejdsgruppe har lavet til udvalget for teknik og miljø i Sønderborg Kommune. Udvalget har godkendt forslaget, der nu bliver sat i værk med skiltning og information til de ansatte i midtbyen.

I de seneste uger har en arbejdsgruppe under udvalget for teknik og miljø arbejdet med, hvordan trafikafviklingen og parkeringsforholdene i Sønderborg by kan skrues sammen, når en del af Østergade inden længe bliver afspærret.

Afspærringen sker, når nedrivningen af Kvicklybygningen går i gang som led i skabelsen af det nye butikscenter Borgen. Med den nye trafikplan åbnes Sønder Havnegade for trafik i én retning fra Sønderborg Slot mod Nørrebro i den periode, hvor Østergade er afspærret. Når afspærringen af Østergade ophører, foretages der en ny vurdering af trafikken på Sønder Havnegade.
 

P-pladser forsvinder under byggeri

Mens bygningen af Borgen står på forsvinder parkeringspladserne ved Kvickly. Det øger presset på de øvrige parkeringsarealer i byen. Der indføres to timers tidsbegrænset parkering på de P-pladser på Kastanie Allé, hvor der i dag ikke er tidsbegrænsning. P-pladserne på øvre del af Bjerggade gøres også tidsbegrænsede i to timer. P-pladsen på Nørrebro gøres tidsbegrænset i fire timer. Det samme gøres 22 pladser på Kirketorvet, så parkering på hele pladsen er tidsbegrænset til fire timer.
Tidsbegrænsningen gælder i tidsrummet 8 ? 19.