Husk at rydde sne

Snedovenskab kan koste dig kassen. 

Det er dit ansvar, hvis nogen falder på dit fortov, fordi du har glemt at salte og rydde sne.

- Som husejer er man forpligtig til at rydde sit fortov efter et snefald i tidsrummet syv om morgenen til 22 om aftenen. Hvis man rydder sit fortov om morgenen, kan man dog godt tage på arbejde og vente med at rydde, til man kommer hjem, siger Tenna Westergaard, konsulent i Forsikringsoplysningen til nyhedsburauet Newspaq.

Man er således ikke forpligtiget til at rydde sne inden for normal arbejdstid, hvis man har haft gang i sneskovlen om morgenen.

Husejere er typisk ansvarlige for fortove og halvdelen af vejen.

Er uheldet ude og en person falder og kommer til skade uden for ens hus, fordi man ikke har ryddet og saltet, er det bare om at have en ansvarsforsikring, forklarer Tenna Westergaard.

- De fleste husejere har en husforsikring, der også inkluderer en ansvarsforsikring. Hvis man glemmer at ordne sit fortov, så dækker ansvarsforsikringen, siger hun.

I værste tilfælde kan et fald betyde varige mén og et erstatningskrav i millionklassen.
De fleste erstatningssager ender dog på mellem 25.000 og 100.000 kroner.