Huspriserne stiger i Billund - og falder på Fanø

Siden andet kvartal sidste år er huspriserne i hele Region Syddanmark i gennemsnit steget 0.9 procent. Men tallet svinger meget mellem kommunerne.

Huspriserne på Fanø er i gennemsnit faldet 6,6 procent siden 2. kvartal sidste år. Det er det sted i Syd- og Sønderjylland, hvor huspriserne på et år er faldet mest. 

Det viser tal fra Bolighed.dk.

Andre kommuner, hvor huspriserne er faldet en del i løbet af det seneste år, er Sønderborg, hvor priserne er faldet i gennemsnit 3,2 procent i løbet af det seneste år, og Fredericia, hvor huspriserne er faldet knap to procent i den samme periode.

I de fleste kommuner kan husejerne dog godt læne sig tilbage og nyde, at friværdien tilsyneladende stiger støt.

I hvert fald er priserne på boliger i Billund steget 5,8 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. 

Også i Vejen er priserne steget. Her er stigningen i løbet af det seneste år på 4 procent. 

Sådan har huspriserne udviklet sig 

I disse kommuner er priserne faldet siden 2. kvartal 2016
FANØ  -6,6% 
SØNDERBORG -3,2% 
FREDERICIA -1,9%
VEJLE -1,5% 
TØNDER -1,1% 

I disse kommuner er priserne steget siden 2. kvartal 2016
BILLUND 5,8% 
VEJEN 4,0% 
ESBJERG 2,2% 
KOLDING 1,3% 
HADERSLEV 1,1% 
VARDE 1,0% 
AABENRAA 0,1% 

Kilde: Bolighed.dk