Hval strandet ved Vejle

En hval er strandet i Vejle Fjord nær Ibæk Strandvej. Der er formentlig tale om den finhval, der de sidste dage er set i Lillebælt.

Et vidne beskriver på hvaler.dk hvalen som ti meter lang. Den er strandet fem til syv meter fra kysten cirka to kilometer øst for Vejle Fjordbroen på sydsiden af fjorden.

Vejle Brandvæsen er kaldt ud for at sprøjte vand på hvalen,

Hvalen forsøger at kæmpe sig fri, men vandet er begyndt at trække sig tilbage.

Hvalens kamp tiltrækker et stort publikum. Onsdag morgen var omkring 30 biler parkeret på vejen nær uheldsstedet.

Allerede tirsdag aften blev en finhval set i farvandet ud for Hagenør i Lillebælt. 12 roere fra Skærbæk Kajakklub så finhvalen på kort afstand.

Kan ikke trækkes fri

- Der er ingen i Danmark, der har erfaring med at flytte en 30 tons tung, levende finhval. Det eneste man kan gøre er at holde den våd, men jeg tror ikke man skal gå i gang med en egentlig redningsaktion, siger Carl Christian Kinze, der er medredaktør på hjemmesiden hvaler.dk.

Det er endnu usikkert, om hvalen er strandet ved et uheld, eller om den er syg.

- Hvis den ligger med maven på bunden, så er den dybt presset. Den kan ikke rokke sig, og den vil være totalt stresset. Adrenalinen pumper rundet, og det slipper hvalerne desværre ofte ikke godt fra, siger Carl Christian Kinze til Ritzau.

Hvis hvalen ikke kan slippe fri, mener han, at det mest humane vil være at lade hvalen dø af sig selv i stedet for at aflive den.

- Man skal selvfølgelig mindske lidelsen, men en stranding er en naturlig død for en hval, og man risikerer at påføre den mere lidelse ved en aflivning, siger Carl Christian Kinze.

Ifølge Carl Christian Kinze er det fjerde gang, at finhvaler strander i Vejle Fjord. Senest gang det skete var i 1923, og strandingerne er hver gang sket stort set samme sted.

- Vi ved ikke hvorfor det sker netop her. Det kan skyldes, at Vejle Fjord er et kompliceret og lavtvandet farvand. Det er altid farligt for hvalerne, når de kommer ind i et i farvand, som de ikke er vant til, siger Carl Christian Kinze.