Hval ved Juelsminde var syg og udsultet

Det var en syg og afkræftet grindehval, der døde ved As Vig ved Juelsminde i juli. Det viser prøverne efter obduktionen.

Det er medarbejdere fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, der i samarbejde med en læge har undersøgt den 4,6 meter lange afdøde hval for Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen konkluderer på baggrund af resultaterne, at hvalen i sidste ende druknede på grund af udmattelse.

- Grindehvalen vejede kun 680 kilo, da den døde. Det er ikke ret meget for en grindehval på over fire meter, som måske burde veje op imod et par tons. Men den havde stort set ikke taget føde til sig i tiden op til strandingen, og den var svækket af betændelse i både lungerne og huden, siger Inken Breum Larsen, forstfuldmægtig ved Naturstyrelsen Trekantsområdet.

Efter undersøgelsen er hvalen blevet skåret op og skelettet frigjort. Det bliver nu opbevaret på Fiskeri- og Søfartsmuseet sammen med grindehvalens hoved, der er blevet frosset ned.

Naturstyrelsen overvejer nu at undersøge, om man forsvarligt og dyrevenligt kan aflive en hval på den størrelse ved skydning.