Hvalp overfaldet af kamphund

Mogens Klyver er stadig chokeret. Torsdag eftermiddag blev hans 15 uger gamle Labrador-hvalp overfaldet ved butikscentret Bryggen i Vejle.  Hunden skal opereres efter overfaldet. TV SYD er med, når ejeren besøger sin hund i dag.

Mogens Klyver blev også selv bidt i albuen, da han forsøgte at skille de to hunde. Men det tænkte han slet ikke på, da overfaldet skete.

- Der gik et kvarter, inden jeg kunne ringe til alarmcentralen. Jeg sad bare der, mens min lille hund hylede, fortæller han til TV SYD.

TV SYD var med

Den lille labrador-hvalp er meget chokeret over overfaldet. Der er konstateret brud to steder på det ene ben og et sted længere oppe på kroppen.

TV SYD var med, da Mogens Klyver besøgte sin lille hund i Silkeborg i eftermiddag. Han forventede at få hunden med hjem på rekreation.

Til politiet i dag

Først i dag kl. 13 har han henvendt sig til politiet for at fortælle, at han selv er blevet bidt. Han har været mere bekymret for den unge hvalp.

Mogens Klyver har tænkt sig at bruge hunden til jagt, og trods den unge alder er labradoren meget  velafrettet.

Men nu frygter han, at den har taget psykisk skade af overfaldet.

- Måske kan den slet ikke bruges til jagt? siger han.

Var i snor

Hunden blev tilset af en dyrlæge i Vejle. Efter røntgenfotografering blev hvalpen sendt videre til dyrehospitalet i Silkeborg, hvor den skal opereres. Hans hun blev overfaldet af en kamphund, der tilhører en af de subsistensløse, som opholder sig ved åen. Hunden var i snor - men der var ingen, der holdt snoren...

Poliltiet har ikke foretaget sig noget. Mogens Klyver kunne konstatere, at både hund og ejer fortsat opholdt sig ved åen i aftes.

TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra hundeejeren, men han ønskede ikke at udtale sig. Og optrådte faktisk lettere truende.

Ny hundelov

Han mener, at overfaldet må sætte skub i den igangværende debat om en ny hundelov. Det er dog uvist at overfaldshunden er af en af de 13 racer, som regeringen vil forbyde.