Hvepseplage kan true vin-høsten

Sommerens hvepseplage risikerer at spolere den rekord-høst, som landets vin-dyrkere ellers drømmer om ovenpå en varm sommer.

- Det tegner lovende, siger vinavler Svend Aage Hansen, Årø, til TV SYD. Men hvepsene har været slemme i år. De har smagt godt på druerne ? og det kan gå ud over mængderne.

Svend Aage Hansen har bestilt de første plukkere til søndag og mandag for at redde så mange druer som muligt fra hvepsene.

Det er to-tre uger tidligere end normalt. Sommeren har også været rigtig god for vinplanterne.

- Der var en god frugtsætning fra starten ? og vi har jo nærmest haft det varmere end i Bordeaux, siger Svend Aage Hansen til TV SYD.

Men en enlig god sommer gør det ikke alene.

Professor Jørgen E. Olesen, fra Aarhus Universitet, forsker i klimaændringers effekt på fødevareproduktionen, og putter lidt malurt i bægeret.

- Gennemsnitstemperaturen de sidste 10-15 år er steget med én grad i forhold til for 30 års siden. Skal vi for alvor gøre os som vinland, skal temperaturen stige halvanden til to grader mere, siger han til Ritzau.

- Før da bliver det svært at etablere kvalitets vinproduktion i større skala i Danmark. Men da vi jo ikke gør noget for at stoppe klimaforandringerne, så bliver det jo muligt i løbet af et par årtier eller tre, siger han.