Hver femte syd- og sønderjyde hæver efterlønnen

Godt hver femte syd-og sønderjyde har valgt at få sin efterløn udbetalt. Det vækker bekymring i a-kasserne.

Rigtigt mange syd- og sønderjyder har valgt at hæve efterlønnen
I eksempelvis HK Sydjylland gælder det 24,5 procent af medlemmerne.

- Det er rigtig mange, og jeg håber, de har tænkt sig om. De fraskriver sig jo nogle muligheder, siger HK Sydjyllands formand, Ole Kjær til DR Syd.
Hæver man efterlønsbidraget er det nemlig ikke muligt at få et seniorjob.

Også leder af A-kassen i NNF Sydjylland, Per Hansen, er overrasket over, at 19 procent af medlemmerne har valgt at få efterlønnen udbetalt.

- Vi er ikke glade for, at så mange har fået udbetalt deres efterløn. Vi ved jo godt med de arbejdspladser, vi har indenfor fødevareindustrien, så vil man være nedslidt på et tidspunkt og med den senere folkepensionsalder, så er vi ret sikre på, at de tre år til den tid, hvor man kunne have været på efterløn, vil være godt givet ud, siger han til DR Syd.