Hvid bus er hjemme i Frøslev igen

Bussen har været en del af særudstillingen ”De hvide busser” på Nationalmuseet i København, men nu er den hjemme i Frøslevlejren igen.

 Onsdag formiddag svævede en knap otte meter lang hvid bus over Nationalmuseets tag i København. Bussen har været en del af særudstillingen ”De hvide busser”, men nu er den hjemme i Frøslevlejren igen.

Bussens hjemrejse startede gennem det selvsamme ovenlysvindue på kun fire meter i diameter, som den i marts 2015 blev hejst ind igennem. Det var derfor en specialkran, som forsigtigt hejste den 4,7 tons tunge bus ud af Nationalmuseet, inden bussens rejse fortsatte mod Sønderjylland.

Bussen har været omsværmet i de 40 uger særudstillingen varede. Den succesfulde udstilling om de hvide busser tiltrak i alt 166.765 gæster.

Særudstillingen fortalte historien om de chauffører, sygeplejersker og andre, der frivilligt under 2. verdenskrig deltog i redningsaktionen af danske KZ-fanger i krigens sidste dage.

Den hvide bus vender tilbage til et ny istandsat hjem i Frøslevlejren. Her kan gæster se eller gense den rullende redningskrans, som bragte danske fanger ud af de tyske koncentrationslejre i foråret 1945.

Dørene åbnes for publikum 1. juli 2016.