Hvidt afviser kritik af ny storklub

Håndboldmålmanden Kasper Hvidt mener, at de jyske klubbers kritik af træningsmængden i den nye storklub, KIF Kolding København, bunder i en frygt for at miste markedsandele.

Hvidt, der før sæsonen var med til at bringe KIF Kolding København til live efter AG Københavns konkurs, ryster på hovedet over den kritik, der er haglet ned over projektet.

- Det drejer sig slet ikke om træning. Det, de forsøger, er at sværte os og vores produkt til, fordi vi er ved at stjæle nogle af deres sponsorer, siger Kasper Hvidt om de jyske stemmer, der i skikkelse af BSV-træner Carsten Albrektsen og Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen i sidste uge kaldte KIF København 'uprofessionelle' på grund af for lidt træning.

Preller af

- I AG København kunne man ikke nå ud til de jyske sponsorer, men det kan vi nu med det her projekt. Der har været massiv interesse, siger Hvidt og understreger, at han er sikker på, at klubber som Bjerringbro-Silkeborg og Aalborg Håndbold var ude med kritik af frygt for, at KIF Kolding København truer dem på det jyske sponsor-marked.

Kritikken handlede i sidste uge om, at KIF'erne på grund af de store geografiske afstande mellem Kolding og København ikke trænede tilstrækkeligt meget til at spille håndbold på topplan. Men også den konkrete kritik preller af på den tidligere landsholdsmålmand.

- Vi træner faktisk mere, end vi gjorde i AG København, siger han til TV2 Sporten.

Ikke s meget opvarmning

- I AG trænede vi fire gange om ugen i en time og et kvarter. Nu træner vi alle sammen to gange om ugen, men til gengæld to timer og et kvarter hver gang. Men nu bruger vi jo så ikke så meget tid på opvarmning, fordi de kun drejer sig om to træninger.

- Derudover træner jeg jo så individuelt, når vi ikke er samlet med holdet. Jeg træner mere nu, end jeg gjorde i AG København, slår Kasper Hvidt fast.

- Så kan man selvfølgelig sige, at vi var uprofessionelle i AG København, men vi vandt DM to gange og var i semifinalen i Champions League, og det er vel trods alt det, det handler om.