Hyggesnak baner vejen til et fast arbejde

Smalltalk på dansk kan være en god indgang til fast arbejde. Det er den 27-årige Ivars Paeglitis fra Letland et bevis på.

Da han for to år siden kom til Danmark kunne han ikke et ord dansk, men takket være smalltalk, taler han i dag så meget dansk, at han kan klare sig i sit arbejde som bygningskonstruktør i tømrerfirmaet John A. Laursen i Horsens.

Den 27-årige lette er oprindelig uddannet arkitekthjælper i Letland, men da han kom til Danmark, ønskede han at uddanne sig yderligere, og begyndte at læse til bygningskonstruktør.

Under studiet klarede han sig fint på engelsk, men da han efterfølgende skulle ud at søge job, rakte de engelske gloser ikke.

Jobcenter Horsens hjalp Ivars Paeglitis til en praktikplads hos tømrermester John A. Laursen.

-Det kan være et problem med udenlandsk arbejdskraft, hvis de ikke i en vis udstrækning kan tale dansk. Faglig dygtighed er selvfølgelig nummer et, men det betyder rigtig meget, at folkene viser vilje til at lære sproget.

Det er desuden en god måde at falde i hak med kollegerne på, fortæller John A. Laursen og tilføjer, at firmaets mange sociale aktiviteter også er en bevidst måde at hjælpe de udenlandske ansatte med at holde fast i sproget.

-Selvfølgelig kan man klare sig langt på engelsk, men jeg er jo nødt til at vide, hvad en vinkelsliber hedder på dansk, så derfor er det vigtigt for mig at tale sproget. Jeg deltager også i firmaets sociale aktiviteter, og dem er der heldigvis mange af. For eksempel har jeg været med til lerdueskydning, fisketure og teambuilding, og vi skal snart til en efterjulefrokost, hvor koner og kærester også er inviteret med, fortæller Ivars.

Ivars Paeglitis er lovet fastansættelse i tømrerfirmaet pr. 1. april 2015 under forudsætning af tilstrækkelig ordretilgang.

Se her hvad Ivars Paeglitis hyggesnakker om i frokostpausen. (Varighed 55 sekunder)