Hyllested: Færgebilletten skal også være billig i højsæson

Færgebilletterne er blevet billigere, og det har været en stor succes de fleste steder. Men i højsæsonen er billetten fortsat dyr. Det bliver ændret fastslår Henning Hyllested (E).

Fra i år har regeringen brugt 133 mio. kroner på at nedsætte billetpriserne på en lang række færger - blandt andet færgen til Barsø. Det sker efter det såkaldte landevejsprincip, hvor prisen for at sejle skal svare til prisen for at køre samme strækning. 

Torsdag blev folketingets Udvalg for Småøer så sendt med færgen til Barsø for blandt andet at få viden om udviklingen på øen og få belyst, hvordan tilskuddet til at nedsætte færgetaksterne virker. 

- De meldinger, vi får ind, er, at det er en kæmpe succes langt de fleste steder. Det nærmest vælter over med turister på færgeruterne, siger Henning Hyllested, der er landdistriktsordfører for Enhedslisten til TV SYD.

Indtil videre er billetpriserne dog kun billigere uden for højsæsonen. Det vil sige uden for skolernes sommerferie. Men står det til Henning Hyllested, så bliver billetpriserne billige hele året rundt.

- Landevejsprincippet er ikke gennemført, før billetterne også er billigere i højsæsonen. Det er et slagsmål, vi skal igennem nu. Der er ikke politisk flertal for det lige nu, men vi klemmer på. Det skal også nok komme på et tidspunkt. Nu er det kun et spørgsmål om hvornår, siger han.