I Billund belønnes raske medarbejdere

Aarhus kommune vil nu efterligne Billund: Belønne medarbejdere, der ikke melder sig syge.

Medarbejdere i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune bliver belønnet med eksempelvis biografbilletter, vin og middage, hvis de i en periode ikke har meldt sig syge.

Dermed efterligner Aarhus Billund kommune, hvor de siden sommer har givet flere hundrede sosu-assistenter og hjemmehjælpere en kontant belønning, fortæller leder af plejesektoren i Billund Kommune, Lisbeth Schmidt.

- Hvis man ikke har fravær i et kvartal, så får man udbetalt et beløb på 1000 kroner, siger hun til DR Østjylland.

- Vi prøver, om vi kan flytte på korttidsfraværet, og samtidig er det en cadeau til dem, der altid er Tordenskjolds soldater. Ordningen virker på de medarbejdere, der måske siger, skulle jeg tage en sygedag i dag eller kunne jeg tage en codymagnyl og komme på arbejde, fordi hvis jeg nu ikke får det bedre, så kan jeg gå hjem igen. Men vi har ikke syge medarbejdere på arbejde. Det vi kan se, siger Lisbeth Schmidt.