De fire danske samtidskunstnere Bjørn Nørgaard, Tal R, Kirstine Roepstorff og Alexander Tovborg har malet motiverne til de 17 vævede billedtæpper - også kaldet gobeliner - der fra år 2025 skal hænge og pryde væggene på Koldinghus.
Fra i dag og frem til 1. september kan man i slottets riddersal se de farvelagte skitser til de enorme tæpper, hvor de største måler 6x3 meter.
Moderne kunst i middelalderlig forklædning
Vægtæpperne skal vække slottets historie til live udformet som moderne kunst og billedsprog, men lavet som gobeliner, der var højeste mode tilbage i 1500- og 1600-tallet.
Vægtæpperne skal udsmykke Koldinghus’ to store sale, Dansesalen og Riddersalen og være med til at trække tråde tilbage til dengang, da slottet fungerede som residens for skiftende konger og dronninger.
En gang til for Bjørn Nørgaard
Bjørn Nørgaard udførte fra 1988 til 2000 den berømte gobelinserie til Christiansborg Slot i anledningen af dronning Margrethes 50-års fødselsdag, og er med sin erfaring på området både kunstner og rådgiver på opgaven.
Tre væverier fem år om at lave Koldinghus-gobeliner
Efter skitseudstillingen på Koldinghus fragtes de farvelagte kartoner til Paris, hvor de anvendes som skabelon for de vævede gobeliner.
Det tager tre franske væverier fem år at lave Koldinghus-gobelinerne.
Hvem betaler
Gobelinerne er Ny Carlsbergfondets jubilæumsgave til Koldinghus i anledning af slottets 750-års jubilæum i 2018.