I dag er det 79 år siden: Besættelsesdagen markeres i hele Sønderjylland

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Det er i dag 79 år siden og markeres en række steder i Sønderjylland.

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 angreb tysk militær Danmark. Det danske militær ydede kun spredt modstand, og på regeringen og Christian 10.s ordre indstillede man kamphandlingerne efter få timer. 

Det er i dag 79 år siden, Danmark blev besat af tyskerne. En besættelse som kom til at vare i fem år.

Dagen markerer blandt andet Slesvigske Fodregiment for Forsvaret i Haderslev med flaghejsning, kransenedlæggelse og musik.

Dagen starter på Haderslev Kaserne med flaghejsning klokken 8 efterfulgt af mindetaler og kransenedlæggelse.

Derefter er der march til Hertug Hans Kirke - igen med kransenedlæggelse til ære for de faldne, samt mindeandagt i Hertug Hans Kirke.

Højtideligholdelsen af dagen sker i samarbejde med Fighter Wing Skrydstrup, soldaterforeninger og Haderslev Kommune.

I Søgårdlejren ved Aabenraa markeres 9. april også med kransenedlæggelse - det sker klokken 8.10. Derefter holdes mindehøjtidlighed i løbet af formiddagen på de steder, hvor danske soldater var i kamp med tyskerne en aprilmorgen for 79 år siden, nemlig i Hokkerup klokken 08.30, Lundtoftebjerg klokken 9.00, ved Sønder Hostrup klokken 09.30 og Bjergskov klokken 09.45.

Desuden gennemføres klokken 10 en mindehøjtidelighed for de soldater, der faldt i kampen ved Bredevad.