I dag er det alvor for den nye borgmester

Selvom Jens Ejner Christensen har haft lejlighed til at øve sig som borgmester de sidste ni måneder, så sætter han sig i dag i borgmesterstolen med lidt sommerfugle i maven.

Jens Ejner Christensen, Venstre, har tirsdag den 2. januar sat sig i borgmesterstolen som Vejles borgmester de næste fire år.

quote

Nu bliver det utrolig vigtigt for mig at få defineret mit eget projekt. Det er et nyt byråd, der starter på arbejdet og jeg skal være borgmester for hele kommunen og hele byrådet.

Jens Ejner Christensen, borgmester, (V), Vejle

Selvom Jens Ejner Christensen overtog borgmesterposten allerede 1. marts 2017 efter Arne Sigtenbjerggaard, og dermed allerede har arbejdet som kommunens borgmester i ni måneder, så føler Jens Ejner Christensen, det først er fra i dag, det for alvor gælder:

- Nu bliver det utrolig vigtigt for mig at få defineret mit eget projekt. Det er et nyt byråd, der starter på arbejdet og jeg skal være borgmester for hele kommunen og hele byrådet, og den politik som det nye byråd nu vil definere. 

Borgmester Jens Ejner Christensen, Venstre, har sat sig i borgmesterstolen med lidt sommerfugle i maven: - Man vil jo gerne gøre det godt, siger han.
Borgmester Jens Ejner Christensen, Venstre, har sat sig i borgmesterstolen med lidt sommerfugle i maven: - Man vil jo gerne gøre det godt, siger han.
Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

Jens Ejner Christensen har glædet sig til i dag, - men han indrømmer gerne, det er med lidt sommerfugle i maven:

- Jeg har den der fornemmelse i maven af, at det er spændende, jeg skal gøre mig umage, og jeg vil arbejde med det fra tidlig morgen til sen aften. Så er det vælgernes afgørelse om fire år, om jeg har gjort det godt - eller skidt, så jo selvfølgelig er man altid en lille smule nervøs, man vil jo gerne gøre det godt.