I dag falder dommen

I dag falder der dom over Esbjerg-manden. Han er mistænkt for sex-misbrug af 10 børn.

Anklagerens krav er en straf på omkring otte års fængsel, når den 41-årige mand i Esbjergsagen ved middagstid i dag får sin dom.

Under den langvarige retssag og efter fremvisning af over 11 timers afhøringer på video har manden nægtet alt.

Han er tiltalt for sexmisbrug, vold og trusler mod i alt 10 børn, herunder sin egen datter, som han skulle have forgrebet sig seksuelt særdeles groft imod, da hun kun var seks til otte år.

Overgrebene skulle være sket mod småbørn i mandens venne- og familiekreds. En enkelt dreng, der nu er voksen, er blandt ofrene.

Dommen afsiges klokken 12 ved en domsmandsret i Byretten i Esbjerg, hvor kravet er fængsel i omkring otte år.

Forsvareren har krævet frifindelse, men samtidig højest fem års fængsel, hvis manden findes skyldig.

Den 41-årige mand er tiltalt for at have misbrugt de ni piger og drengen gennem en meget lang årrække. Efter anklagen er overgrebene sket gennem de seneste 23 år.

Den spinkle, men veltalende mand har i retssalen været præsenteret for anklager gennem de mange timers massive afspilning af videoforklaringer fra mindreårige piger. Det er sket for lukkede døre.

På filmene har ofrene forklaret til mindste detalje om misbruget.

Manden har konsekvent benægtet alt og påstået, at børnene må have misforstået noget.

Hele tiden har det været påstand mod påstand, når anklager og forsvarer har udlagt forklaringerne, og forsvareren har betvivlet børnenes troværdighed.

Den tiltalte, der er erklæret egnet til normal straf, har haft en uforlignelig evne til at skabe tillid, men ifølge anklageskriftet har han truet de misbrugte børn på livet, hvis de sladrede om, hvad der foregik.
Og det er ifølge anklageskriftet ind imellem meget grove ting.

Manden forbrød sig først mod sin egen mindreårige datter og andre børn i familien og vennekredsen, mens de boede i hovedstadsområdet, siger anklageskriftet.

Siden flyttede den dårligt fungerende familie til Esbjerg, hvor de seneste overgreb mod flere småpiger i 11-12 års alderen - og dem, der startede sagen - skulle være foregået i Svømmestadion Danmark i sommeren 2010.