I frikvartererne har børnehavebørnene store legekammerater

På Hammelev Skole gik fem elever fra 5. klasse og kedede sig, derfor lavede de en aftale med børnehaven lige overfor. En aftale hele 5.H nu har glæde af.

Man siger, at det er sundt at kede sig, men for 5. klasseselever er det nok ikke særlig sjovt. Det mente fem piger fra 5.H på Hammelev Skole i hvert fald. De manglede simpelthen noget at lave i frikvartererne.

quote

Børnehavebørnene er hyggelige at være sammen med, og så er de lidt skøre

Cecilie Anker, elev i 5.H, Hammelev Skole

På den anden side af gaden ligger børnehaven Børnenes Hus. Der går timerne med rutsjebaneture, gemmeleg og gyngeture, og en dag begyndte de også at gå med at tale med de fem skoleelever over hegnet.

Sådan her gik mange frikvarterer, før legeordningen blev fastlagt - på hver sin side af hegnet.
Sådan her gik mange frikvarterer, før legeordningen blev fastlagt - på hver sin side af hegnet.
Foto: Thor Hedegaard, TV SYD

Men nu er skoleeleverne fra 5.H kommet ind på den anden side af børnehavens hegn til rutsjebaneture, gemmeleg og gyngeture – takket være fem af pigerne af klassen.

- Vi kan rigtig godt lide at være sammen med børn, og så kedede vi os bare i frikvartererne, fortæller Cecilie Anker, der er en af de fem piger bag initiativet.

Hver dag i det store frikvarter besøger to til tre elever fra klassen 5.H nu børnehavebørnene. I 25 minutter leger og hjælper de børnene på legepladsen.

Fra legeordning til venskab

Besøgene begyndte i sidste uge. Pigerne havde spurgt deres lærer, om de ikke måtte tage på besøg i børnehaven, og sammen med skolens rektor og pædagogerne fra børnehaven kom de op med legeordningen.

- Der skulle ligesom ske noget nyt, ligesom alle vi andre kan børnene godt lide, hvis der er nogle afbræk i hverdagen, og der sker noget nyt, siger 5.H’s klasselærer, Heidi Samuelsen.

Det er ikke helt nemt at koncentrere sig om at lave tv i en børnehave - til gengæld er det ekstra sjovt! Se her, hvad vores journalist Thor Hedegaard blandt andet blev udsat for under et af legefrikvartererne.
Video: Thor Hedegaard, TV SYD

Det er de ældste børn i børnehaven, som får besøg af 5. klasseseleverne, og det kommer til at gøre gavn efter sommer er både lærer og pædagoger sikre på.

- De får dannet nogle relationer, som er med til at give tryghed, når de efter sommerferien skal over på den anden side af hegnet og gå i 0. klasse, siger Birgitte Knudsen, der er en af pædagogerne i Børnenes Hus.

Ideen er, at 5. klasseseleverne, der bliver til 6. klasseselever, efter sommer skal være venskabsklasse for de børnehavebørn, de lige nu leger med. En ide Cecilie Anker glæder sig over:

- De er hyggelige at være sammen med, og så er de lidt skøre, siger hun.