Når Gitte Schultz ikke arbejder, passer hun sin demente mand

Gitte Schultz har fuldtidsarbejde, og så passer hun sin mand, der har diagnosen frontallapsdemens. Hun synes, det er meget ensomt. Og det er hun ikke ene om.

Indtil Anders Schultz blev syg, levede parret et helt normalt liv, med cykelture og fuldtidsjobs begge to. Anders Schultz løb endda marathonløb.

Nu kan han end ikke selv barbere sig selv, og Gitte Schultz er ikke længere kun hustru for sin mand.

- Jeg er plejer, og jeg prøver at barbere ham og alle de ting, der bliver sværere og sværere for ham at gøre.

I dagtimerne mens Gitte Schultz er på arbejde som designer hos Lego, er hendes mand på et plejecenter. Alligevel må hun tit gå fra arbejdet, for at tage sin mand med til lægen, til tandlægen eller til møder.

- Mange gange må jeg tage arbejde med hjem, eller blive lidt længere på arbejde for at få det hele til at hænge sammen, når jeg nu så ofte må tage fri for at hjælpe ham.

Al den tid Gitte Schultz ikke arbejder, bruger hun på at pleje sin mand, og det er et stort ansvar, synes hun.

- Det er hårdt, og jeg synes jeg er meget alene om det, fortæller Gitte Schultz til TV SYD.

Billund Kommune har godt nok en demenskonsulent, der hjælper familien, men ikke særlig meget hjælp er målrettet pårørende som Gitte Schultz.

Og Gitte Schultz er ikke alene. Det viser tal som Ældresagen har offentliggjort onsdag. Alt for mange pårørendende i Danmark står alene med at skulle pleje og hjælpe deres alvorligt syge familiemedlemmer. 

Kun fire kommuner i Danmark har en decideret pårørendekonsulent, og Billund Kommune, hvor Gitte og Anders Schultz bor, er ikke en af dem.

Ældresagen: 900.000 mennesker i Danmark plejer og hjælper en pårørende

  • 25 procent af de pårørende hjælper mindst 6 timer om dagen
  • 41 procent af pårøndede hjælper i fem år eller længere.
  • 57 procent føler at de står alene om at skulle hjælpe