I Horsens har de to sygeplejersker, som kan noget helt særligt

Socialsygeplejersker har med succes været ansat på Horsens Sygehus i to år. Sygehuset anbefaler andre sygehuse at gøre det samme.

32-årige My Lundgreen er stofmisbruger, og for hende kan det være svært at besøge et sygehus.

Ofte har de normale læger og sygeplejersker hverken tid eller kompetencer til at tage sig ordentligt af socialt udsatte.

quote

De ved en masse om misbrug, og det er simpelthen så rart at tale med en, der forstår.

My Lundgreen, misbruger

- ”Du er misbruger, vi kan ikke hjælpe dig,” siger lægerne, fortæller My Lundgreen, der føler, at det normalt er sådan, lægerne møder hende.

- Jeg bliver kastet ned, jeg er simpelthen på bunden af bunden.

På Horsens Sygehus har man derfor grebet opgaven anderledes an.

Her er der blevet ansat to socialsygeplejersker, der skal tage sig af de udsatte og hjælpe dem igennem deres sygehusbesøg. Det giver ifølge My Lundgreen et bedre besøg.

- De spørger ind til mig, det gør lægerne ikke. Lægerne kommer bare med en diagnose, men socialsygeplejersken spørger: ”Hvordan har du det?”. Det er meget vigtig, at de er der for mig, siger hun.

- Vi har viden og forståelse for patientgruppen

Signe Koba er en af Horsens Sygehus’ to socialsygeplejersker. Hver dag tilser og hjælper hun i gennemsnit mellem tre og fire patienter.

- Vi har ressourcer til at gå ind i patientforløbet. Vi har ikke 10 patienter, hvor det skal gå hurtigt, så vi har tiden til at tale med patienten og sige: ”Hov, hvad handler det her om?”. Og så har vi viden og forståelse for, hvordan vi går til den her patientgruppe, siger hun.

Cirka hver fjerde af hendes patienter er hjemløse, 78 procent af dem har alkoholproblemer og mange af dem er også stofmisbrugere.

- De ved en masse om misbrug, og det er simpelthen så rart at tale med en, der forstår, siger My Lundgreen.

Socialsygeplejerskernes uniform er sort, så de skiller sig ud fra de normale, hvidklædte sygeplejersker.

Socialsygeplejerskerne har gjort lægerne kompetente 

Når akutmodtagelsen får patienter med misbrugsproblemer eller en mulig overdosis, bliver en socialsygeplejerske tilkaldt – og det har ændret lægernes indstilling til patienterne.

- Tidligere havde man den holdning, at de bare kom for at få mere morfin. Nu har socialsygeplejerskerne bidraget til, at vi opfatter de her mennesker som nogen med et ligeværdigt helbredsmæssigt problem. De får en bedre behandling, og vores konkliftniveau i forhold til den gruppe er lavere, siger Ulf Grue Hørlyk, der er ledende overlæge på akutafdelingen.

Sygehuset i Horsens er det eneste sted i TV SYDs sendeområde med socialsygeplejersker ansat. Ifølge både overlæge Ulf Grue Hørlyk og My Lundgreen burde ordningen udbredes til andre steder.

- Socialsygeplejersker har gjort os fagligt kompetente til at håndtere den her gruppe, siger Ulf.

- Nu føler jeg, at jeg er lige så god som de andre, siger My Lundgreen.