I Horsens kan patienter nu træne i hospitalssengen

Nu kan patienter styrketræne i sengen, når de bliver indlagt på Regionshospitalet Horsens.

Hospitalets terapiafdeling og ortopædkirurgiske afdeling har i samarbejde med liftproducenten V. Guldmann A/S udviklet et mobilt redskab, som gør styrketræning af flere muskelgrupper mulig, allerede mens patienten ligger i sengen.
Den nye løsning hedder 'GH Positionslås' og består af en loftslift og en ny funktionalitet, som kan låse liften fast i stabile positioner. Redskabet er således fleksibelt og kan bruges til både elastiktræning og andre øvelser. 

- En uge i sengen kan kræve op til tre måneders genoptræning, før patienten er tilbage på samme fysiske niveau som før indlæggelsen. Der er derfor god grund til at tro, at patienter med en tidlig træningsindsats får et bedre indlæggelsesforløb og forhåbentlig også et kortere genoptræningsforløb efter udskrivelsen,  siger afdelingsterapeut Thomas Detlefsen, Hospitalsenheden Horsens, i en pressemeddelelse om den nye mulighed.

Ideen til den mobile træningsenhed kom oprindelig fra Terapiafdelingen på Hospitalsenheden Horsens. Her kiggede en fysioterapeut på loftsliften, der hænger på flere hospitalsstuer og bliver brugt til at flytte sengeliggende patienter, og så potentialet i liften som genoptræningsredskab.