Dronningen til grænseegnen: I kan være stolte

Dronning Margrethe kalder grænseegnen ”et forbillede” i sin nytårstale.

Da Dronning Margrethe nytårsaften holdt sin årlige tale til nationen, var der ros til sønderjyderne og sydslesvigerne.

quote

I en verden, hvor så mange grænseegne er præget af modsætningsforhold og skarpe standpunkter, er netop denne egn et smukt forbillede, som både de danske og tyske institutioner og foreninger kan være stolte af.

Dronning Margrethes nytårstale 2018

Dronningen fremhævede i sin tale den fredelige sameksistens, som har kendetegnet egnen siden genforeningen i 1920. En sameksistens, der ikke er nogen selvfølge, når man kigger rundt i verden.

- En særlig nytårshilsen sender jeg til det danske mindretal i Sydslesvig, sagde dronningen, efter hun havde sendt sin hilsen til Grønland og Færøerne.

- Her lever dansk kultur og sprog i fredelig sameksistens med det tyske flertal. I en verden, hvor så mange grænseegne er præget af modsætningsforhold og skarpe standpunkter, er netop denne egn et smukt forbillede, som både de danske og tyske institutioner og foreninger kan være stolte af.