I Kolding vil de have et nyt rådhus til 300 millioner kroner

I Kolding vil de gerne have et nyt rådhus, som kan samle alle forvaltninger på en adresse. Pris omkring 300 millioner kroner.

Kolding skal måske have nyt rådhus til 300 millioner kroner, skriver JydskeVestkysten mandag.

De knapt 1.200 medarbejdere i Kolding Kommune skal arbejde under et tag på samme adresse på Nytorv, hvis det står til byens borgmester, Jørn Pedersen, (V).

Viceborgmester Søren Rasmussen (DF) forklarer her, hvorfor Kolding måske skal have nyt superrådhus midt i en sparetid.

Lige nu er kommunens afdelinger og fem forvaltninger spredt ud på 12 forskellige adresser i byen, og det er ifølge borgmesteren ikke særlig hensigtsmæssigt: 

- Det er rigtigt, vi er ved at undersøge mulighederne for at få alle kommunens funktioner samlet på en adresse. Vi tror, et nyt superrådhus i høj grad vil gavne kommunens borgere, som vil få meget lettere adgang til os, siger Jørn Pedersen til TV SYD.

Kolding Kommune har fået udarbejdet en rapport af Rambøll, der anslår, at et nyt rådhus kommer til at koste i omegnen af 300 millioner kroner. En voldsom udgift på et kommunalt budget, som også står til at skulle spare omkring 100 millioner kroner på næste års budget.

- En forudsætning for et nyt rådhus er, at vi kan finde en finansiering, hvor det ikke rammer Kolding Kommunes indbyggere på den nære borgerservice som børne-, handicap- eller ældreområdet, siger Jørn Pedersen, og fortsætter:

Det gamle rådhus på Axel Torv i Kolding skal fortsat være i brug, selvom der bliver bygget et superrådhus.
Det gamle rådhus på Axel Torv i Kolding skal fortsat være i brug, selvom der bliver bygget et superrådhus.

- Selvom vi står over for store besparelser på budgetterne, så skal vi fortsat investere i kommunen, og nu undersøger vi, om vi ikke kan finde pengene til en fornuftig finansiering af et nyt rådhusbyggeri - blandt andet ved private investorer.

Der har været talt om forskellige placeringer af et nyt superrådhus, men ifølge Jørn Pedersen arbejdes der nu videre med planerne om at udbygge den eksisterende By- og Udviklingsforvaltning, der ligger på Nytorv i Kolding midtby.

- Vi tror, at omkring 1200 kommunale medarbejdere samlet på et sted i midtbyen vil være med til at skabe yderligere liv til Kolding by.

- Efter sommerferien vil byrådet i Kolding arbejde videre med planerne om et nyt rådhusbyggeri, siger Jørn Pedersen.