I Krig og Kærlighed - ny storfilm optages på Als

Med et budget på 42,5 mio kroner, så er 'Krig og Kærlighed' den største danske spillefilm, der bliver produceret i ti år. Og så er langt de fleste optagelser foregået på Als med masser af lokale medvirkende

Den nye storfilm 'Krig og Kærlighed' udspilles under 1. verdenskrig, og de første optagelser til filmen foregår i disse uger på Als.

Flere hundrede lokale fra Als er med i filmen som statister. 

​'I Krig og Kærlighed' har Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster, Game of Thrones-stjernen Tom Wlaschiha, Thure Lindhardt, Ulrich Thomsen og Natalie Madueño i de bærende roller, og den er instrueret af Kasper Torsting, og produceret af Ronnie Fridthjof. 

Instruktør Kasper Torsting, Sebastian Jessen og producent Ronnie Fridthjof.
Instruktør Kasper Torsting, Sebastian Jessen og producent Ronnie Fridthjof.
Foto: Stanislav Honzík

Det er den første spillefilm for instruktøren Kasper Torsting, og han er begejstret for både omgivelserne og vejret i det sønderjyske.

- Det er koldt, men det er godt. For det er dyrt at lave fake-sne på film - og det er grimt!

Kasper Torsting er meget begejstret for måden, hvor på de lokale har taget imod filmen - både med penge og som statister. 

Filmen foregår i Sønderjylland, men skuespillerne taler ikke sønderjysk, så selvom de efterstræber filmene skal være så autentisk som muligt, så bliver der talt dansk med københavnerdialekt.

Historien
Da Esben fingerer sin egen død, er det for at flygte fra krigen og blive forenet med sin elskede kone Kirstine og deres søn Karl efter 3 år. Men alt er ændret i hans fravær... Den charmerende tyske officer Gerhard har overtaget rollen som familiefar og bejler kraftigt til Kirstines hjerte. I skjul på sit eget loft bliver Esben vidne til dette mareridt og må sætte alt ind for sin overlevelse, kærligheden og at redde familien.

Lokal økonomisk støtte
I Krig & Kærlighed koster 42,5 mio kroner. Udover at være støttet af Det Danske Filminstitut, Danmarks Radio, så har også Fabrikant Mads Clausens Fond bidraget med et større millionbeløb.
Derudover er filmen også støttet af Sønderborg Kommune og Tønder Kommune og FilmFyn.
I Krig og Kærlighed får gallapremiere i Sønderborg på 100-årsdagen for afslutningen på 1. Verdenskrig den 11. november 2018.